Jeg fik desværre ikke sovet så meget som jeg ønskede på den sidste del af turen, men så fik jeg hørt noget musik og gjort mig nogle tanker over min strategi vedr. jobsøgning.
Det fantastiske var, at som flyet nærmede sig destinationen, blev jeg også mere spændt og da jeg fra 11 km højde fik øje må mt Taranaki bredte sig et smil på mine læber, som stadig er der.
Glæden og følelsen om at være hjemme kom som vi landede. Der var ingen problemer med at komme gennem paskontrollen og få mit visum, det der tog mest tid var få bagagen og komme gennem den biologiske kontrol, hvor sko mm bliver undersøgt for frø og lignede samt røgten af alt bagage for at sikre sig at man ikke importere frugt og andet mad.

Glæden og følelsen om at være hjemme kom som vi landede. Der var ingen problemer med at komme gennem paskontrollen og få mit visum, det der tog mest tid var få bagagen og komme gennem den biologiske kontrol, hvor sko mm bliver undersøgt for frø og lignede samt røgten af alt bagage for at sikre sig at man ikke importerer frugt og andet mad.

I lufthavnen blev jeg hentet at Richie og Jenny. Hvilket dejligt gensyn det var. Det var lidt varmt at sidde i lange bukser og vinterstøvler i bilturen til Parnell, men det vejede op med den fornøjelse det var at dufte New Zealand og se den grønne og blomsterrige by Auckland er. Jep New Zealand dufter. Det er lidt underligt men det gør den altså og jeg ved ikke hvordan det skal beskrives.

Da jeg ankom til Brighton road blev jeg mødt af en anden kendetegnende ting – Lyden af cikader. En konstant larm J eller skulle man være flink og sige forstyrrelse.
Billeder af Brighton Road

Nhå men jeg fik mit værelse og et veltrængt bad og en velbehagelig frokost inden vi forlod Aucklands blå himmel og kørte nord på til Mangawahi Heads, hvor familien jeg bord hos har deres Beach house.
Aucklands blå himmel og udsigten fra husets altan

Nu kan jeg jo ikke være anderledes end jeg er en smule ingeniør skadet men jeg glædede mig til at se motorvejsudsmykningen og den nye tunnel som forkorter transporttiden med 20 min nord for Auckland.
Nu har jeg ikke taget et billede af tunnelen, men derimod et af en brooverførelse. For det var nemlig sådan at da de skulle bygge tunnelen og dermed den nye vejstrækning, skar de igennem en bondes jord, og umuliggjorde det for ham at komme hjem til sit hus. Der var derfor ingen andre muligheder end at bygge en bro til ham. Og hvilken bro er det ikke J Det sjove er hvordan den buer… De har opkaldt den efter vadefugl hernede fra… hvilken sidder ikke helt fast.

Nhå…. Men skyerne begyndte så småt at komme ind som vi kom frem. Men hvilken udsigt er der ikke fra deres Hus! Mmmm Livet er skønt.

Jeg holdte mig tapper vågen til kl. 9 hvor jeg synes jeg godt kunne tillade mig at gå i seng.